Lav et stribet tæppe i tunesisk hækling.

Lav et stribet tæppe i tunesisk hækling.

Lav et skønt stribet tæppe med ombre-effekt i tunesisk hækling til de kølige aftner. Mix dine yndlingsfarver og bring lidt farver ind i dit hjem.

Hvem elsker ikke at hygge under et lunt tæppe, og måske endda et tæppe man selv har hæklet? Jeg føler stor tilfredshed, når jeg færdiggør et større projekt. For 2 år siden startede jeg på dette tæppe, og det er muligvis et af de største hængepartier, jeg har haft. Tæppet er hæklet i tunesisk hækling, og nogle kan måske huske min pude, som er hæklet på samme måde. Det er en ret skøn måde at hækle på, omend det går lidt langsomt, synes jeg.

I starten gik det ret hurtigt med at få hæklet nogle striber, men så døde det lige så langsomt ud. I flere måneder lå det bare i kurven, og gav mig dårlig samvittighed. Nu her 2 år senere er jeg ENDELIG færdig, og jeg elsker det. Se hele tæppet i bunden af indlægget.

Skal du også lave et hæklet tæppe med striber?

 

Guide og farvevalg til stribet tæppe.

Tæppet er inspireret af Pernille fra bloggen Pescno. Hun har lavet dette smukke tæppe i Kauni garn, som er en rigtig lækker uldgarn med en lang løbelængde. Jeg valgte dog at hækle mit tæppe i et billigere alternativ, nemlig Mayflowers 1 Class, som faktisk er strømpegarn, men stadig lækkert blødt. Det har også en lang løbelængde,

Jeg slog 215 masker op på nål 5 og har brugt to nøgler af hver farve. Der er 21 rækker i hver stribe (en række er en gang frem og en gang tilbage).  Der går ca. 1 nøgle til de ensfarvede striber, og en halv til de to-farvede striber. Jeg har brugt disse farver: Marineblå, himmelblå, lys turkis, natur, lys grå, koksgrå, lys oliven og gul (reklamelink).

Når man laver tunesisk hækling, har det stor betydning om du skifter farve i højre eller venstre siden. Skifter du i venstre side opnår du den ombre effekt, som jeg har både i dette tæppe og min pude. Skifter du derimod farve i højre siden, vil dit farveskift være meget mere markant, og du opnår dermed ikke ombre-effekten. Det lyder muligvis lidt forvirrende, men så er det godt, Pernille har lavet en fin guide. Den kan forhåbentlig hjælpe dig lidt på vej, også selvom du er nybegynder.

Tæppet er bestemt ikke et hurtigt projekt og kræver tid og tålmodighed, men det er bestemt det hele værd.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.