Byg et væghængt tøjstativ i vandrør og spar på gulvpladsen. Har du ikke så meget plads at gøre godt med, så er dette tøjstativ ideelt.
Dette væghængte tøjstativ er perfekt, hvis du ikke har så meget plads. Eftersom det hænger på væggen, kan du hænge dit tøj i to lag, og samtidig have gulvet mere eller mindre frit. Hylden giver dig desuden mulighed for at opbevare sko eller andre ting.
Siden jeg har fået nye vinduer, er der sket lidt ændringer herhjemme. Ting er blevet bygget, flyttet rundt, hængt op eller smidt ud. Jeg elsker forandringer i mit hjem, og jeg elsker at nipse rundt med alle mine ting.

Få plads til alt dit tøj - og spar plads.
Det sidste nye er mit tøjstativ af vandrør. I husker sikkert mit gamle tøjstativ også af vandrør, som jeg byggede sammen med min far. Desværre er der ikke rigtig plads til det længere. Det var simpelthen blevet for stort. Derfor gik min far og jeg igang igen, og byggede et væghængt tøjstativ med en træhylde. Det er en praktisk og pladsbesparende løsning, som fungerer rigtig godt i mit værelse. Desuden får jeg udnyttet højden i min lejlighed. Jeg har ca. 3 m til loftet, så der er nok plads at gøre godt med. Det betyder også, at jeg må bruge en skammel, for at nå de øverste bøjler. Det var meningen, der skulle være to hylder, men jeg kan ikke nå den øverste, heller ikke når jeg står på min skammel.
Jeg har ikke selv opfundet dette DIY, men fulgte denne guide. Alle delene kan købes i et alm. byggemarked, og så er det bare at samle alle delene og hænge det op. Vær opmærksom på, at der er meget belastning på røret, hvor du hænger dit tøj. Så sørg for at dit tøjstativ sidder ordentligt fast på væggen, med nogle ordentlige skruer.
